Luhn Kjerk (ungstrup kirke)

    I det tidligere Ungstrup Sogn lå en lille landsby Luhn, og her på stedet lå Ungstrup Kirke, indtil den i 1560 blev delvist nedrevet. Ved kongelig befaling (Chr. III) af okt. 1558 beordres: ”at Vungstrup Kirke maa tillukkes, og at Sognefolket dertil maa anse Thourning Kirke for deres rette kirke”. Men Thorning Kirke var på det tidspunkt kun en lille hedekirke, og halvandet år senere klager be-boerne over, at deres kirke ikke kunne rumme sognefolket.

Lensmanden over Silkeborg Len fik da ordre på at lade Luhn Kirke nedbryde og bruge stenene og tømmeret derfra til en udvidelse af Thorning Kirke. Mange kirker blev nedbrudt efter reformationen, bl. a. også kapellet på Grathe Hede. I E Bindstouw fortæller Wolle Hannsen, at ældste søn til Kjærsholm havde friet til en ung (og rig) enke på Avnsbjerg. Hun ville ikke vide af ham, og herover blev han meget vred. En søndag møder han så enken og dennes kæreste i Luhn Kjerk: ”E Kjasholm-mand gjør et laang Snak, men drow hans Koer aa jaw den igjennem den Aaen”.

    Drabsmanden måtte naturligvis flygte, men det blev befalet: ”Te a Kjerk sku rywwes nier, faa den hæ grusselig Gjanning”. Den historie har nu ikke meget på sig, for Mogens Gøyeslægten ejede Avnsbjerg fra omkring 1530 til 1595, og i den periode var der nu ingen ung enke, men sædvane tro har Blicher digtet en historie over en virkelig begivenhed. (Resterne af Luhn kirke har endnu stået der i Blichers tid).

 Nedbrydningen af kirken varede flere hundrede år - først i 1918 er de sidste spor slettet. Ved Kjærs-holms ombygning i slutningen af 1500-tallet er en del af materialet fra kirken blevet anvendt.

Teksten er taget fra
”Historiske Steder på Kjellerup egnen”
Af Viggo Bøegh Nielsen 1985